Artikelserie Del 1. Modløshed
Serie: Følgerne af Kronisk sygdom.
Del 1. Modløshed.
Anfaldene har været konstante i en periode, uden den store pause til at lade op.
Planer bliver konstant aflyst, eller rykket.
Energi til daglige gøremål er ikkeeksisterende, og familien må klare sig uden hjælp.
Kender du det?
Når det står på i en længere periode, kan man nemt blive ramt af en intens modløshed for, hvad skal det ende med? Hvordan kommer jeg videre? Er jeg noget værd?
Modløshed kan ofte hænge sammen med det at leve med kronisk sygdom.
Nogle gange har jeg forestillet mig at sidde i en kulsort Tunnel. Du kan ikke se en hånd for dig, og du aner ikke hvilken vej du skal gå, for at komme ud.
Måske finder du en tændstik (en idé, eller laver en plan) Men som bekendt brænder den ganske kort, og hvis du ikke ved hvad du skal bruge "lyset" til, går det bare ud, og du står tilbage i mørket.
Men hvis du ved hvad den skal bruges til, altså tændstikken, kan du bruge den til at se hvad vej du skal gå, måske bliver det mørkt igen, men nu er du på rette vej.
Nogle dage kan modløshed næsten være hårdere end selve sygdommen, fordi den kører på fuldt tryk på ens følelsesregister. Man ender i en "ond Cirkel" som på en måde kan være selvforstærkende.
Kan man gøre noget ved det?
JA! Kronisk sygdom, ja det ligger i ordet, at det kan du ikke gøre så meget ved, men modløshed, kan bekæmpes.
Nogle perioder er (for mig personligt) bedre end andre. Min Horton er altid værre om vinteren end om sommeren, så mange gange når jeg får anfald i efteråret, begynder jeg automatisk at tænke "nu kommer der en lang vinter". Jeg begynder altså at forvente det værste med det samme. Det er noget jeg, efter bedste evne, skal have bekæmpet med det samme, for det kan starte en kædereaktion af modløs tankegang, træthed og Frygt for planer osv.
Modløshed er forfærdeligt, for den stopper al fantasi.
Din tro på fremtid, din tro på drømme, forsvinder fuldstændig og du går rundt som en tom skal.
I perioder hvor jeg har været hårdt ramt af anfald, har det ofte været mindst lige så hårdt for mig at kæmpe imod modløsheden som selve anfaldene, fordi jeg blev passiv, inaktiv.
Efterhånden har jeg lært, at det bedste til at klare modløshedens mørke, er at have en lommelygte i stedet for tændstikker.
Hvad mener jeg med det?
Jeg har nogle små ideer og gøremål klar i rygsækken altid.
En fysisk To-do liste med 2 max 3 ting, som jeg kan strege ud når de er klaret, er for mig blevet en lommelygte, for det "tvinger" mig til at bevæge mig på de mørke dage.
Det kunne f.eks. være
- Tag er langt bad
- Tøm og fyld opvaskeren
- Skriv tanker ned i 5 minutter.
Det kan lyde helt banalt, men når man er virkelig langt nede, er det netop de ting, som kan virke uoverskuelige, men samtidig fylde en med følelsen af succes når det er gjort.
Det er altså små skridt, men det er dog skridt, i stedet for at sidde helt still i mørket.
Dagen efter har jeg måske 4 ting på listen osv. Det er vigtig det er små, meget overskuelige ting, for i den situation skal jeg have følelsen af at udrette noget, at færdiggøre noget.
Jeg tvinger også mig selv til en gang imellem at være i følelsen. Hvis jeg er meget nede, ked af det, så sætter jeg nogle gange et tidsrum op for mig selv, hvor det er okay, at være i det.
Det kan være 1 time, et kvarter eller bare 10 min. Det er bare vigtigt jeg tillader alle tanker og følelser at være der.
En form for accept som så igen hjælper på den videre færd.
Langsom men sikkert hjælper det mig til at bevæge mig mod udgangen, og før jeg ved af det, er jeg igen ude af grotten med et smil på læben.
Selvfølgelig er der det, at er man i en helt mørk grotte, og ikke kan se en hånd for sig, så kommer man nok til at støde en tå, eller falde, fordi lommelygten/ tændstikken går ud, men det vigtige er at man fortsætter. Det er helt okay lige at sunde sig hvis man støder tåen, men så er vigtigt man prøver igen.
Det er noget der har hjulpet mig igennem hårde perioder med mange anfald, hvor modløshed står og venter.
Det gode ved det, er at uanset hvor mørk en grotte man er i, så er der en udgang, men du bliver nødt til aktivt at lede efter den.
Så husk altid at have en lommelygte med, Husk altid at selvom det bliver mørkt, og du ikke kan orientere dig, at finde den lommelygte frem. Skulle batterierne ikke du, så føl dig frem i mørket, jeg ved der er en tændstik et sted.